Albion Rally
Albion Rally – som det årlige træf kaldes – er uden sammenligning det største arrangement i klubbens kalender.
Imidlertid daterer træffets historie sig tilbage til årene før klubbens stiftelse, idet der dengang med Fyns Motorsports Touringsektion som arrangør blev afholdt træf for engelske motorcykler og med deltagelse hovedsageligt af englænderkørere.
Denne tradition blev videreført i det nystartede ALBION MC.
Albion Rally har altid været afholdt på Fyn. Af hensyn til lignende arrangementer i beslægtede klubber ligger tidspunktet for afholdelse af træffet efterhånden fast på den sidste weekend i juli måned.
Udover en enestående mulighed for at få sig en god “englændersnak” kan der blandt de fast tilbagevendende programpunkter nævnes lejrbål når mørket falder på, fællestur af ca. 2 timers varighed lørdag eftermiddag. Lørdag aften serveres grillmad efterfulgt af præmie/pokal overrækkelse og endelig levende musik til ud på de små timer. Sidst, men ikke mindst er der på træffet – og til rimelige priser – mulighed for at skaffe sig det nødvendige til livets opretholdelse (Læs: mad og drikke).